Steffen Jungersen

.

Binzer JUNGERSEN WEB 930x180 v1

EN POWERTRIOS PIECE DE RESISTANCE

Share
dizzy2021
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne

Dizzy Mizz Lizzy  bød på et eventyrligt ridt ud i “Alter Echo”s lydlandskaber med et efterspil af overlegent eksekverede klassikere

DIZZY MIZZ LIZZY, Vega 5. juli

Og hermed gør jeg vitterligt:

Efter fire årtiers jævnlige besøg på spillesteder og arenaer verden over, havde jeg sgu’ ikke set dén komme igen med sådan en styrke, og jeg havde slet ikke set den komme en mandag aften i Vega.

Ja, den! Eller retteligen: det. Nemlig det sjældne og ikke mindst flygtige øjeblik i løbet af en koncert, hvor musikken tager én derud, hvor intet – som i absolut intet – andet i livet betyder noget. Fordi musikken lige dér ER livet. Udenfor konkurrence.

Men dér kom det. Da Dizzy Mizz Lizzy mandag aften en times tid inde i koncerten trak den halvglemte ”Wishing Well” fra trioens 27 år gamle debutalbum af stalden. Vel at mærke i en 6-7 minutter lang udvidet version, som simpelthen formede sig som et regulært festfyrværkeri med alt – ja, han skrev ALT – man kan ønske sig af musik.

I en noget tungere udgave end originalen blev Dizzy Mizz Lizzys i forvejen formidable blend af knivskarp præcision og legesyge til et både imponerende og rørende lærestykke i, hvor meget man kan løfte et ”almindeligt” rocknummer, når man er dygtig nok til at krydre det oprindelige nummer med dynamik, vignetter og nuancer i rigelige mængder.

SALIGT SMIL, STILLE UNDREN
Virkningen på lytteren under sådan en omgang er mildest talt svær at gøre retfærdighed på skrift, men det er noget i stil med, at man pludselig tager sig selv i bare at sidde dér og prøver at få den øvelse til at lykkes, som det er at balancere et saligt smil, en stille hovedrysten og tilsvarende undren over, at livet rammer lige dér, hvor det skal.

Fordi det sgu er så rigtigt! Uden sammenligninger i øvrigt tror jeg, jeg for så vidt angår sådan en reaktion personligt skal ti år tilbage til den canadiske trio Rush’s mesterlige opvisning i Malmø Arena, siden jeg i glimt oplevede noget lignende som i de seks-syv minutter, ”Wishing Well” bragede ud over Vega.

Men det var trods alt kun én sang i halvanden times koncert, som åbnede med, at Dizzy Mizz Lizzy spillede den mesterlige musikalske manøvre ud i stemningernes tusmørke, som er bandets album fra sidste år, ”Alter Echo”, i sin helhed.

BJERGTAGENDE
Også dér blev man taget på bjerget (work it out, folkens!). Det kræver mod at insistere på at spille en sonisk stemningsrejse som dét album i sin helhed. Simpelthen fordi musikken trods alt kræver en vis fordybelse, men Dizzy Mizz Lizzy vendte i dét stykke de forkætrede coronarestriktioner til egen fordel. En stor del af de numre har nemlig fordel af, at publikum sidder ned og koncentrerer sig om noget andet end at undgå at støde ind i hinanden oppe foran. Men én af Dizzy Mizz Lizzys talrige kvaliteter er, at de ikke gider tage den nemme vej ud men rent faktisk godt tør forlange noget af deres publikum.

Powertrioen fik i ”Alter Echo” sættet fornem hjælp af keyboardmanden Anders Stig Møllers billedskabende klangflader på førnævnte rejse ud i et lydlandskab, hvor ”farerne lurer men tilfredsstillelsen ved at omgå dem er så meget desto større” – ja, jeg ved godt, man ikke skal citere sig selv, men den dér er jeg nu ret stolt af.
Hver en detalje på ”Alter Echo” – og dem er der mange af – blev endnu bedre live.

TONSTYNGDE
Den tonstunge, knejsende ”In The Blood” kunne lukke kæften på de death metal puritanere, der har brokket sig over Dizzys plads på næste års Copenhell, før du kunne nå at sige ”pussergøj”, mens ”In The Middle” nåede nye hymniske højder, og de tyve minutter, som er ”Amelia” rapsodien, i lange perioder fik de små hår på armene til at søge ad himlen til.

Og atter kudos til bandets fremragende lydmand. Alt skal kunne høres højt og klart til sådan en koncert, og det kunne det.

Nå, da så Dizzy Mizz Lizzy i anden del af koncerten fulgte op med seks tidlige(re) træffere, forlod jeg efter bl.a. førnævnte ”Wishing Well”, Tim Christensens smukke solofortolkning af ”Love Is A Loser’s Game” og det uafvendelige farvel med ”Silverflame” Vega med en tanke, som fulgte mig ned i metroen, op igen, hjem og til, jeg skriver det her:

Toppede dette band, som jeg har oplevet toppe så mange gange, nu virkelig igen sådan en lummer mandag aften i juli 2021?

Ja, de gjorde.

En powertrios piece-de-resistance, som toppunktet efter en lang række toppunkter kaldes.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg efter et langt liv i frontlinjen ikke er så nem at lokke ud til koncerter, som jeg var engang.

Men Dizzy Mizz Lizzy vil altid kunne det, for sjældent har total overlegenhed da lydt så godt eller været så velkommen. . .

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Music has generally involved a lot of awkward contraptions, a certain amount of heavy lifting.

_ Tom Waits

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk