Steffen Jungersen

.

ET LÆSTERLIGT LÆS ROACH’N’ROLL

Share
papa-roACH2017
stjerne stjerne stjerne stjerne    

Papa Roach såmænd ikke et specielt bedre band end så mange andre, men deres kærlighed til musikken gør dem aldeles uimodståelige live

PAPA ROACH, Amager Bio, søndag 22.10.

Se, nu starter naturligvis kun de færreste et rockband, fordi man har en ubetvingelig lyst til at forblive i et svamp-stinkende øvelokale år ud og år ind, mens man bekræfter hinanden i, at det dér med at lave plader og give koncerter dog er det værste udsalg. . .

. . . For man er selvsagt skabt til noget større – såsom at være portør på den lokale skadestue, når man ikke er ude at øve.

Næ, rockbands SKAL selvfølgelig leve for at komme ud og spille. Det ER det eneste, der giver mening. Og det har det altid været, og nu om stunder måske mere end nogenside set i lyset af, at der efterhånden er flere penge i at stå på en S-togs station med en akustisk guitar, der sidst stemte i 1985, og bræge ”Wild Rover”, end der er i at lave plader.

Som det er i 2017, laver de fleste rockbands primært albums for at komme ud og spille koncerter, koncerter og flere koncerter, men der går lang tid imellem, at man møder et band, som er SÅ forelskede i at spille koncerter som Papa Roach.

Hvilket man da godt nok lige fandt ud af, da californierne søndag aften trådte op og slog på deres strenge i en udsolgt Amager Bio.

"FEEL HEAVY METAL"
Musikalsk er Papa Roach da glimrende, selv om de såmænd ikke er særskilt bedre end så mange andre rockbands, men det, der gør dem til noget helt særligt, er som antydet den helt uimodståelige kærlighedserklæring til musikken og dét at stå på scenen foran et publikum, dette foretagende lægger for dagen.

Primært personificeret i sangeren Jacoby Shaddix, som klædeligt nærmest ikke kunne være i sin tatoverede hud af stolthed, da publikum i adskillige sange gennem aftenen – som ”Getting Away With Murder”, ”Scars”, ”Lifeline” og en ubetaleligt veloplagt udgave af Blurs ”Song 2” – på det nærmeste overtog numrene.

Og bandet kvitterede naturligvis med en en lavine af læsterlige rock’n’Roach (sorry) los i røven til det feststemte publikum.

FANEN OP
Se, forskellen på Papa Roach og mange af de andre bands i den 1990’ernes gyselige ”nu metal” band bølge, de oprindelig var en del af (ja, jeg minder jer lige Limp Bizkit bare for at drille), var og er primært noget så simpelt men alt afgørende som gode omkvæd.

Det lod sig høre, og det virkede, da jeg første gang hørte bandet for godt femten år siden, og det gør det stadig – i hvert fald så længe Papa Roach som søndag aften holder sig til 85 skarpe minutters spilletid.

De spiller trods alt stadig forholdsvis formularisk – næsten alle sangene er bygget op om et tungt powergroove og ét af de dér omkvæd, som synes oplagte til at svinge den musikalske sejrsfane til.

Noget, som måske nok ser lidt dumt ud hjemme i stuen, men ude på spillestederne hejser man gerne til hver en tid den fane og øger indsatsen med en omgang luftguitar og et koket træk med træbenet.

Mere prosaisk:

Det kan godt være, man ikke gider høre Papa Roach derhjemme, men man skal være et misantropisk skarn, hvis man ikke til hver en tid tager en oplevelse med så livsbekræftende som koncerten søndag aften på Amager.

Herligt! Så kan man lidt igen. . .

Share
 

Dagens Sang

 

Nyhedsbrev

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Find mig på Facebook!

Some music really does suck!

_ Henry Rollins