Steffen Jungersen

FLOT MEN FORCERET

Share
saint-rebel
stjerne stjerne stjerne stjerne    

Saint Rebel er et enestående band i Danmark, og de vil beundringsværdigt nok det det hele - men lidt mindre ville faktisk klæde dem

SAINT REBEL, "Saint Rebel" (Target)

Københavnske Saint Rebel har det sidste par år fuldt fortjent høstet roser, som havde de en gartnerlærling ansat på en helt urimelig akkord. Fortjent fordi kvintetten som få virkelig emmer af både en vilje til og en tro på den hårde rock og al dens (u)væsen, som er ligeud beundringsværdig (og så er de i øvrigt et bragende godt liveband).

Og Saint Rebels andet album, som blot bærer deres eget navn, er da også ét langt og massivt manifest, som i dén grad tjener til yderligere føre bevis for førnævnte vilje og tro. Det gælder fra starten går med et par velvalgte trommefills, et guitarriff stemt ned hinsides helvede og den komplet overflødige opfordring "go!" i "My Patient" og så i øvrigt stort set hele albummet igennem.

Det er i nogle perioder fænomenalt flot og i andre faretruende tæt på bare at blive for meget, fordi det så tydeligt skinner igennem, at Saint Rebel med dette album svært gerne har villet begå "det store fede rockalbum".

En såre sympatisk mission såmænd men bandets insisteren på at intet lydbillede kan blive for stort og massivt, ligesom det vingefang ikke findes, der er stort nok til at få projektet til at styrte til jorden bliver altså i længden en anelse anstrengende. Den indgangsvinkel levner for lidt plads til den dynamik, der ellers er her, ligesom man godt kan glemme alt om organisk lyd hér. Det er naturligvis blot én mands mening, så hér kommer én til:  Det er synd med en så komprimeret og forholdsvis effektladet produktion til et hardrock band, som den ellers dygtige Marcus Toft har givet Saint Rebel hér.

SYMFONIER OG STÅL
Når den salut så er fyret af, så er der alligvel en del mere positivt end negativt at sige. For der er nogle aldeles fremragende numre at hente på dette album sådan i krydsfeltet mellem et opdateret Guns N'Roses og Alter Bridge og - sågar - Fear Factory (men det sidste er måske bare mig).

Numre som "Could:Our:Kills:Endure", "One And The Same" og "I Give It Up" er alle små hymniske hardrock symfonier, sølet i fine harmonier fra guitaristerne Martin Højfeldt og Jakob Poppelvig og overbevisende følt vokal fra Jonas Kaas (synd at samme vokal i andre numre er pakket ind i overflødige effekter).

Når Saint Rebel så går til stålet for stålets egen skyld, som de gør på "My Patient", "Desperate Measures" og "Red Zone", gør de det ekstremt effektivt, og mens man så bagefter sidder dér og plejer sine blå mærker, kan man passende lukke øjnene og for sit indre blik se, hvordan dette band snart vil feje al modstand til side ude på spillestederne.

Som sagt bliver det massive lydtryk i perioder for meget, og bandet bør nok til næste gang lade være at forcere i dén grad og i højere grad fokusere på flere slagkraftige og kortere sange i et mere organisk lydbillede. Så bliver de sgu' da nemlig SLET ikke til at stoppe, og til Saint Rebels nok største ros skylder jeg sluttelig også at sige, at jeg faktisk aldrig har hørt noget helt som dette. . .

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Music is the voice that tells us that the human race is greater than it knows.

_ Napoleon Bonaparte

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk