Steffen Jungersen

.

FRA MISKMASK TIL JUBEL

the-ocean
stjerne stjerne stjerne stjerne    

Når den perplekse anmelder er i vildrede, er det heldigt, at folkets dom altid vinder

THE OCEAN, Pumpehuset, 19. maj 2015

Af Anders Lundtang

Før aftenens koncert havde jeg med vilje undladt at inspicere det tyske bands bagkatalog, siden jeg i forvejen havde hørt flere sub-genrer under fanen Heavy Metal drysset ned over dem, end der er ingredienser, som moderne spelt-hippie-frelste mødre forsøger at hindre, at deres vakuum-indpakkede poder skal undgå. Jeg ville lade deres lyd overraske mig. Det blev både en fordel og ulempe.

Før vi skulle opleve det oprørte hav, var scenen overlagt til stilhed og storm nord for den tyske grænse i vores egne hjemlige breddegrader med danske Redwood Hill. De var Copenhell-aktuelle sidste sommer og tog mig med storm som en af de sidste koncerter på det hidsige helvede på Refshaleøen. Kunne de gøre kunsten efter?

Det kunne de – næsten. For lad det være sagt med det samme: Den atmosfæriske metal, som det danske orkester leverer, er samtidig en sanseoplevelse. Så at se sidste års bagtæppe i form af en autentisk solnedgang været vekslet ud med Pumperens slidte vægge, gjorde sit til, at fornemmelsen for musikken ikke kom helt ind i marv og ben. Der var tætpakket af mennesker i hele salen, men der blev højst nikket til tonerne fra Rødtræs-bakken. Konturerne af headbanging var længere væk end udsigten til, at Lemmy bliver formand for den internationale samling af AA-møder. Du kunne høre en ørering falde til jorden. Publikum var i ekstase mellem hypnose og trance. Som zombier på hash dvælede de ved de skiftende voldsomme tordenlyn og kærtegnende blide akkorder – det meste af tiden. Halvvejs inde i sættet manglede man den røde tråd, kombineret med den manglende interaktion, der gjorde, at hele sættet (stort set) lød som én lang passage. Det var mere, end hvad publikum kunne holde til i længden.

Men det er langt fra skæld ud! Hvis du er til udsvævende musik af den type, der blander det bedste fra Tool til Hexis, er du i sikre hænder. Hvis du ikke fatter et hik af, hvad jeg ævler om, kan jeg anbefale drengenes næstsidste nummer fra sættet: "Poseidon". Thi da vil du forstå, hvorfor der hersker så meget hype om bandet.

ET HAV I FOR MEGEN BEVÆGELSE
Apropos visuel oplevelse havde The Ocean valgt at lade deres bagtæppe være en form for gammeldags projektor med en stemningsfuld video, der stemte overens med musikkens taktslag. Tanken er morsom, men da skibet lagde fra kaj og bevægede sig ud på det brusende hav, ville selv det bedste instrumentbræt have meldt op med meddelelsen: "Klar dig selv, kammerat!" For magen til virvar, stilforvirring og famlen i blinde har jeg da sjældent været vidne til. Mit forvirrede øjenbryn sitrede, modsatte øje fik epileptiske anfald. Først et tungt stykke, så lidt ren guitar, så lidt råb, så lidt brøl, så... Og her snakker vi ikke som over passager over brøkdele af minutter men i noget, der føltes som, at hvis jeg nøs en gang for meget, kunne de i mine øren sagtens have skiftet sang.

Men da jeg skuede omkring mig, måtte jeg skamfuldt konstatere, at det (heldigvis) bare er mig! For når forsanger Loïc Rossetti forlod den oprørte sø på scenen og overgav til i favnen i oceanet i publikum, opførte ditto sig som vilde teenage-piger til en Miley Cyrus koncert. De ELSKEDE bandets kaotiske udgave af Heavy Metal. Da forstod jeg, at mine nakkehår blot var ved at blive grå efter undertegnedes fødselsdag få dage i forvejen. Kort før slutningen var jeg beredt til at forlade (o)seancen i opgivelse, men min følgesvend besad heldigvis overtalelsens evne, så jeg oplevede deres encore. Og her blev det tid til "some old shit," som forsangeren proklamerede. Og selvom udskiftningen i bandets besætning i begyndelsen skulle have været større end hos den bedste eskadron kamikaze-piloter, var sammenhængen og forståelsen i musikken lettere at spotte her. Jeg var overbevist. Derfor blev tre stjerner vendt til fire, for publikums dom er heldigvis altid større end denne aldrende anmelder.

 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

For the introduction of a new kind of music must be shunned as imperiling the whole state; since styles of music are never disturbed without affecting the most important political institutions.

_ Plato

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk