Steffen Jungersen

.

KISS 40 ÅRS FEST OG FEJRING, DEL II

Share
kiss

Velkommen til anden del af steffenjungersen.dk's festskrift for de dyrups-dyppede drengebørn i Kiss. Selvfølgelig i anledning af at det i år er 40 år siden, bandet fra New York City albumdebuterede. Jeg fortsætter gennemgangen af Kiss' bagkatalog med udgangspunkt i at samme nu er genudsendt i anbefalelsesværdige 180 grams vinyludgaver.
I denne ombæring gælder det de sidste album i Kiss' oprindelige make-up dage.

"ALIVE II" (1977)
Nu er det hér jo Kiss, og når man fik sit gennembrud med et dobbelt livealbum, udsender man da endnu ét af slagsen kun to år efter det oprindelige. Og det gik jo meget godt, for "Alive II" blev en næsten lige så stor succes som "Alive!" og med god grund. Rasende rå udgaver af sange som "Detroit Rock City", "King Of The Night Time World", "I Want You" og måske dén bedste udgave af "I Stole Your Love" på markedet er blot fire af højdepunkterne på "Alive II". Side fire på albummet består af fem studienumre, som på ét nær er ret ligegyldige. Dette ene er imidlertid Ace Frehleys fremragende "Rocket Ride" - ét af mandens absolut bedste i Kiss tiden. Note: "Alive II" var så i øvrigt sidste gang - fraset ét nummer på "Dynasty" to år senere - de fire originale medlemmer kunne høres sammen på et album indtil 21 år senere.

"PAUL STANLEY" (1978)
Et soloalbum med hvert medlem af bandet udgivet med pomp, pragt og teatertorden samme dag? Var der nogen, der sagde "overkill"? Oh well. Vi kan jo også bare kalde det "70'erne", hvor dekadence var comme il faut og alting altid godt kunne få en tand til - især hvis der var blod nok på samme tand med henblik på at score kassen igen og igen. Stanleys album er på mange måder "the lost Kiss album", for den gode stjerne-svend lavede på soloalbummet præcis det samme, han altid har gjort i Kiss - melodisk hård rock, og når man kan skrive sange i den stil så gode som "Tonight You Belong To Me", "It's Alright", "Love In Chains", "Move On" og "It Ain't Quite Right", er det sgu svært at argumentere for, at Stanley skulle have benyttet sit soloalbum til at "lave noget anderledes".

"GENE SIMMONS" (1978)
En regulær rodebutik og en bizar blanding af halvbagte rocknumre, fascination af Beatles' vokalharmonier og en hob af gæstesolister, der vist mestendels tjener som et middel til yderligere Simmons'k selvforherligelse. Albummet har sine - få - øjeblikke, men jeg vil nu altid primært huske den for det geniale rim "I'm living in sin/ at the Holiday Inn" - ta' dén, Spinal Tap! Kuriøs oplysning: Blandt korsangerinderne finder man Katey Sagal, som siden som skuespiller gjorde sig ret godt - først som Peggy Bundy i "Married With Children" og senere som Gemma i "Sons Of Anarchy".

"PETER CRISS" (1978)
Poprock, r'n'b ballader og radiorock og ikke tilnærmelsesvist så dårlig som sit ry. Jo, Peter Criss' soloalbum er endog meget langt fra Kiss i både lyd og stemning. Men modsat Stanley insisterede Peter Criss på vitterlige at lave noget anderledes. Måske ikke noget mesterværk men sange som "You Matter To Me", "Tossin' And Turnin'", "Don't You Let Me Down" og "Hooked On Rock'n'Roll" er god melodisk vare på sådan én Bob Seger light måde. Note til Toto fans: Steve Lukather spiller guitar på "Hooked. . ." og nummeret "That's The Kinda Sugar Papa Likes".

"ACE FREHLEY"
(1978) 36 år senere er "Ace Frehley" stadigvæk det bedste soloalbum, guitaristen har begået. Inspirerede rå rockere som "Speeding Back To My Baby", "What's On Your Mind", "Snow Blind" og den stormende åbner "Rip It Out" er simpelthen vintage Frehley. Og så gør det heller ikke noget, de bliver pisket afsted af den formidable trommeslager Anton Fig, som senere blev hus-trommeslager i Letterman og har spillet med Gud, hvermand og Joe Bonamassa sidenhen.

"DYNASTY" (1979)
Den med "disconummeret" - også kendt som "I Was Made For Lovin' You" - og det første af to albums, som er benævnt Kiss' popplader. Sandt er det da også, at set i forhold til Kiss' første seks studieskiver, så er "Dynasty" og "Unmasked" (se nedenfor) højglanspolerede. For min skyld må folk da også gerne forveksle "pop" med gode melodier og ditto produktioner, når vi får godt musikalsk gods som disconummeret, "Sure Know Something", "Charisma", "Hard Times" og ét af de uendeligt få vellykkede covers af et Rolling Stones nummer - nemlig Kiss og i særdeleshed Ace Frehleys fortolkning af forbilledernes "2000 Man". Trommeslager Peter Criss medvirker kun på sin egen "Dirty Livin'", som er dét sidste nummer, hvor alle de originale medlemmer medvirker. Anton Fig spiller trommer på resten af albummet - angiveligt fordi producer Vini Poncia ikke syntes, Criss var god nok og blev bakket op i den holdning af overformynderiet i bandet; Paul Stanley og Gene Simmons.

"UNMASKED" (1980)
Den anden "popplade" og som helhed lige dén tand bedre end "Dynasty", for hér holder stort set alle numrene. Det er ikke just rasende rock, som nogle hardcore Kiss fans nok ville forlange det, men der er altså ingen vej uden om kvaliteten i kompositioner som "Easy As It Seems", "Talk To Me", "What Makes The World Go 'Round", "Shandi" og den forrygende "Is That You" - sidstnævnte skrevet af Gerard McMahon, som ellers primært gør sig som filmkomponist. Værd at nævne er også den meget fine basgang - ja, sgu! - på "Naked City". Jo, jeg har et blødt punkt for det album, og det ved jeg, Tim Christensen også har, så jeg er i det mindste i godt selskab. Peter Criss er krediteret som trommeslager på "Unmasked", men han spiller ikke på albummet. Det gør også her førnævnte Anton Fig.

"(MUSIC FROM) THE ELDER" (1981)
Da det forrige album "Unmasked" floppede fælt - specielt hjemme i USA - måtte der gøres noget i den - ahem! - marketingsbevidste maskine, som er Kiss. Det oplagte havde været stilstisk at vende tilbage til den rå rock'n'roll fra bandets tidlige år, og Kiss begyndte også på sådan et album, men Simmons og Stanley opgav igen, fordi de følte, at de bare skrev sange, som de allerede havde skrevet én gang. Og så i formentlig det mest mærkværdige karrieretræk, siden kejser Caligula udnævnte sin hest til minister, valgte de i stedet at indkalde et symfoniorkester og kor for at kreere et prætentiøst konceptalbum, som senere skulle fungere som soundtrack til en film. Den blev aldrig til noget - til gengæld forlod Ace Frehley bandet, som sammen med Kiss' nye trommeslager Eric Carr havde været imod idéen fra starten. Hørt 33 år senere har "Music From "The Elder"" nok sine øjeblikke, men musikken har intet med Kiss at beskaffe, og den dag i dag må det nødvendigvis være ét af rockhistoriens helt store mysterier, hvad et band, som var kendt for bulder, brag, fest, ballade og basal rock og rul, skulle lave det hér for.

"CREATURES OF THE NIGHT" (1982)
Til dato Kiss' hårdeste rockalbum og det tætteste bandet i perioder er kommet på regulær Heavy Metal. Selvfølgelig var det en panikhandling efter fiaskoerne med "Unmasked" og "Music From "The Elder"", men det er sågu én af de mest veloplagte og -lydende panikhandlinger, jeg nogensinde har været vidne til. Sange som titelnummeret, "Keep Me Comin'", "I Love It Loud" og Kiss' til dato mest indædt brutale sang "War brutale bæst af en sang "War Machine" er regulære hensigtserklæringer, og hensigten var at fortælle, at intet er forbi, før den fede dame har sunget. På "Creatures Of The Night" fik hun ikke engang et ben til jorden. Ace Frehleys er afbilledet på coveret, men han er ikke med på albummet, hvor leadguitaren bliver spillet af bandets kommende guitarist Vinnie Vincent. Og nu vi er ved guitarister: Ingen ringere end Eddie Van Halen, som var frådende uvenner med David Lee Roth i VH, tilbød på dette tidspunkt at træde ind i Kiss som afløser for Ace Frehley, men Gene Simmons sagde nej - angiveligt fordi han ikke ville have endnu en musiker med en stærk vilje i bandet. Han kunne jo tænkes at ville forsøge at løsne hans og Stanleys jerngreb om foretagendet.

Share
 

Dagens Sang

 

Nyhedsbrev

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Find mig på Facebook!

I hate most of what constitutes rock music, which is basically middle-aged crap.

_ Sting