Steffen Jungersen

.

KREATORS KRAFTPRÆSTATION

Share
kreator2017
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne

De tyske thrash metal veteraner kan med nogen sandsynlighed allerede nu have spillet årets Heavy Metal koncert i Danmark

KREATOR, Amager Bio, København 6. februar

Se, nogle gange er det hér musikanmelderi ikke helt så nemt, som folk bilder sig ind. Hvad gør man eksempelvis, når tyske Kreator 35 år inde i karrieren vender tilbage til Danmark og allerede 6. februar spiller en koncert i Amager Bio, som allerede ligner én af årets af slagsen?

Vel at mærke efter at lavet præcis det samme stunt på samme sted i 2010 og ’12, på Roskilde Festival i ’13, på Aalborg Metal Festival i ’07 for slet ikke at tale om dén bedste koncert, Copenhell indtil videre har lagt beton til, i 2015!

Så er det sgu’ svært endnu engang at skulle gøre dette – i sandhed ét verdens bedste og mest velspillende Heavy Metal bands – retfærdighed. Men jeg må jo til det, som manden sagde, da han opdagede at låget på morgen Fernet Branca’en ikke af sig selv skruede sig af:

Skal vi bruge en fodbold-metafor – det synes at være så populært – så er Kreator live musikkens svar på det, man frydes over, når én af boldens begavede flyvende helflugter den runde rent ind i dét hjørne, hvor dén skal sidde. Det sker fandens sjældent for fodboldspillere, men Kreator synes at banke den musikalske pendant til overstående ind og i øvrigt skabet på plads hver eneste gang, man er så heldig at opleve dem.

Således igen i Amager Bio mandag aften.

ÆRLIGT ÆREKÆRT
Om det var gamle og nyere klassiker som ”Total Death”, ”Phantom Antichrist”, ”Hordes Of Chaos”, ”Flag Of Hate”, ”Violent Revolution” og den for evigt formidable ”Phobia” eller sange fra bandets fantastiske – ja, han SKREV ”fantastiske” – nye album ”Gods Of  Violence”. De gutter hér spiller denne vare så vedvarende veloplagt og sviende præcist, at selv bandets feterede ligesindede i Slayer til sammenligning sågu’ lyder som en onsdags ”spil-sammen-dag” på plejehjemmet.

Ja, jeg beklager. Men fraset Overkill kan jeg ikke komme i tanker om et andet band med så mange år på bagen, der leverer så ærligt ærekært og knaldende kompetent, som kvartetten fra Essen gør det.

Med bandboss, guitarist og sanger Mille Petrozza i front og den frygtindgydende virtuos, trommeslageren Jürgen ”Ventor” Reil, bagest spiller dette foretagende – det til tider fuldkommen forrykte tempo til trods – både dynamisk og med fængende melodier og guitarharmonier, så man vitterlig sådan en aften i perioder står og tænker ”jamen kære venner, mindre KUNNE da have gjort det!”.

Havde man altså ikke – selv i min fremskredne alder – haft så helvedes travlt med at headbange nakken til kiropraktor-guld og hjernen til rabarbergrød.

DÉT ORD
Visse skribenter har det i disse år med at benytte udtrykket ”magtdemonstration” i flæng, så det efterhånden er ganske ligegyldigt. Men tro mig; når jeg kalder Kreators kraftpræstation hér for netop en magtdemonstration, så holder det, og det er inklusive tillægsbetydningen ”enestående”.

”Ja, jeg ved sgu snart ikke, hvad man efterhånden skal skrive om sådan en omgang,” som en kær kollega halvvejs lamslået sagde, da vi forlod Amager Bio.

Det ved jeg heller ikke. Men nu har jeg vist gjort det alligevel. . .

Share
 

Dagens Sang

 

Nyhedsbrev

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Find mig på Facebook!

Music has generally involved a lot of awkward contraptions, a certain amount of heavy lifting.

_ Tom Waits