Steffen Jungersen

.

MAJESTÆTISKE MAIDENS MESTERLIGE METAL MANØVRER

maiden-arenaen2018
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne

Iron Maiden bibragte betegnelsen ”vitale veteraner” helt nye dimensioner i Royal Arena.

IRON MAIDEN, Royal Arena, 5.6.

Nå, for nu at parafrasere De Nattergale så har jeg set Iron Maiden ”flere gange end du har spist ærter”. Det er så naturligvis nok lettere overdrevet, men de sidste næsten 40 år har jeg set dem så mange gange rundt omkring i verden, at jeg i hvert fald ikke orker at gøre antallet af møder gennem årene med Harris’ Helte op.

Ud af alle de koncerter mindes jeg kun én (1!) enkelt på Midtfyns Festival i 90’erne – i perioden med den håbløse Blaze Bayley ved mikrofonen – som på en karakterskala fra ged til genialt er dykket under ”god”.

Men at Iron Maiden næsten på dagen for mit første møde med dem (3. april 1980, Marquee Club i London) 38 år og to måneder senere (!) skulle spille én af de bedste koncerter, jeg nogensinde har været så velsignet at deltage i med dette fornemme foretagende? Well, den havde jeg sgu ikke set komme. På den anden side tror jeg også i min evige visdom hver gang, at jeg lige så godt kan smutte midt i Iron Maidens koncerter, fordi jeg jo har set det hele.

Det er så bare aldrig sket endnu.

DÉT BEDSTE
I Royal Arena – ja, undskyld udtrykket – spillede alt ganske enkelt sammen for Iron Maiden tirsdag aften.

Det helt afgørende kapitel i Iron Maidens værdi-katalog er naturligvis dette uprætentiøse foretagendes forbenede insisteren på og permanente løfter om, at deres – som i DERES - publikum skal have dét bedste. Kendere af bandet vil vide, at de efter bedste evner – og de er betragtelige! - forsøger at holde de løfter hver gang. Men de vil også vide, at Iron Maiden i Royal Arena simpelthen bankede alle skabe eftertrykkeligt på plads, hvor de hørte hjemme, og kom så tæt på den ultimative Iron Maiden koncert, som de nærmest nogensinde kommer.

Med viden om at dette hér ville blive et næsten rent Heavy Metal sæt og en hensigtserklæring af dimensioner med åbningstrioen ”Aces High”, ”Where Eagles Dare” og ”2 Minutes To Midnight” havde man ligesom en svag anelse om, at dette hér godt kunne udvikle sig til noget stort.

Men SÅ stort!?

LYKKERUS
Iron Maiden var veloplagte og –spillende ud over det sædvanlige, og det vil i dén grad sige noget, når vi taler om folk så dygtige som IM’s medlemmer. Det er måske synd at fremhæve nogen en aften, hvor selv den lejlighedsvise pauseklovn, guitaristen Janick Gers, leverede i stor stil, men jeg er nødt til endnu engang at blæse fanfare for formidable Dave Murray, hvis fornemt flydende og mageløst melodiske guitarsoli som sædvanlig kunne have reddet meget alene. Havde dét altså været nødvendigt.

Også en fanfare til aftenens trommetampende fødselsdagsbarn, 66-årige Nicko McBrain, som måske nok ikke pisker det hele afsted, som han gjorde engang, men til gengæld har han i stedet oparbejdet et tiltalende sejt drive – ikke mindst tydeligt i en ”Revelations”, som hensatte mig i noget, som antog betænkelige ligheder med en lykkerus.

Lyden fra min post (cirka 30 meter fra scenen) i Royal Arena var så tilmed aldeles fremragende og legitimerede i ét hug de mange penge, der angiveligt er brugt på akustikken i arenaen. Lyden stod det tætteste på klokkeklart, den nogensinde kommer til, når det er Heavy Metal og den volumen,  som nu engang hører til sådan én, man har med at gøre.

OPVISNING
Og så kunne vi i øvrigt bare nye en overlegen opvisning i mesterlige majestætiske metal manøvrer fra et band, som bibragte begrebet ”vitale veteraner” hidtil uanede dimensioner. Fra den indledende trio via perfekte versioner af ”The Clansman”, ”The Trooper”, ”Flight Of Icarus” og en mere-end-velkommen-tilbage ”The Wickerman” til én af de bedste og lige ud ustyrlige finaler nogensinde med ”Fear Of The Dark”, ”Hallowed Be Thy Name” og ”Run To The Hills”, som vi i salen ærligt talt havde lige så stor ære af som bandet selv.

I guder et publikum. I guder en aften. I guder et band.

Hvis man justerer for nostalgi kunne denne 2018 koncert nemt være Iron Maidens bedste på dansk grund nogensinde. Så meget er i hvert fald sikkert, at jeg skal 27 år tilbage (!) til koncerten på Roskilde Festival i 1991 for at mindes én, der måske var lige så god.

SÆTLISTE:
”Aces High”,
”Where Eagles Dare”,
“2 Minutes To Midnight”,
“The Clansman”,
“The Trooper”,
“Revelations”,
“For The Greater Good Of God”,
“The Wicker Man”,
“Sign Of The Cross”,
“Flight Of Icarus”,
“The Number Of The Beast”,
“Iron Maiden”.
EKSTRA:
“Fear Of The Dark”,
“Hallowed Be Thy Name”,
“Run To The Hills”

 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Folk music is a bunch of fat people.

_ Bob Dylan

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk