Steffen Jungersen

.

UORIGINAL URKRAFT

Share
copenhell-airbourne2017
stjerne stjerne stjerne stjerne    

De australske bulderhoveder i Airbourne er hørt bedre, men de var stadig forrygende på Copenhell

RBOURNE, Copenhell 2017, fredag

Se, de damer og herrer – det udmales ofte (især i nærværende anmelders metier) som noget ubetinget genialt, blot musik er ”originalt” og anderledes.

Ud fra samme parametre er ”uoriginal” at ligne ved pausemusik i selve Satans søvndyssende elevator – og så kan det være plankehamrende ligegyldigt, om eksponenterne for selvsamme uoriginale musik spiller samme med kærlighed og overbevisning.

Den slags er omtrent så gangbart i meningsdannernes Elfenbenstårne som bulgarske bæverskind er på Wall Street.

Men hvad nu, hvis man for en stund undersøger kvalitets-garantien i begrebet ”originalt” for dets egen skyld?

Hvis nu f.eks. en frustreret komponist optog lyden, hvis han satte sig i et hjørne af sin lejlighed, kastede småsten op på sit flygels klaviatur, mens han bearbejdede dele af sin anatomi med en rystepudser. . . ?
. . . Ja, så bliver vi jo næppe uenige om, at det ville være originalt. Men det efterlader i sandhed også et afgørende spørgsmål, nemlig om det så også er værd at høre på!?

Det er det naturligvis næppe, og tingene er vitterlig sat på den spids, som har det med at bore sig ind, hvor sandheden udtrykker ønske om frihed. Med andre ord – og så kom Jungersen da endelig til sagen, når den ikke vil komme til ham – så er jeg træt til traumestadiet af at høre om ”originalitet” eller mangel på samme, mens folk afskriver et band som australske Airbourne, blot fordi de er uoriginale og mildest talt står i en gæld til landsmændene i AC/DC, som de næppe nogensinde vil få råd til at betale tilbage.

TRE GYLDNE AKKORDER
Men AC/DC står i sandhed og mildest talt også i gæld til Rolling Stones og Chuck Berry som igen skyldte i kassen hos Muddy Waters. Der er noget i rock- og bluesmusikken som ganske enkelt hedder selve urkraften, når de rette tre akkorder anslås – de tre akkorder, som er spillet så mange gange, men som troende udi rock’n’roll hjertens gerne slår an igen for førnævnte Chuck Berry eller Little Richard eller hva’ vi har.

Rødderne skal anerkendes og de skal selv efter alle disse år sgu vandes, og dét gør Airbourne bedre end de fleste andre bands i disse år. Med den altid ubetaleligt veloplagte sanger og leadguitarist Joel O’Keeffe i spidsen leverer Airbourne altid med så få svinkeærinder, man må forvente, når et band åbner med en sang, der hedder ”Ready To Rock”. . .

.  .  . Lige præcis på Copenhell i øvrigt en førende kandidat til titlen som ”årets dummeste spørgsmål”.

Jeg har faktisk set Airbourne noget bedre end på Copenhell – det var som om midten af koncerten slæbte lidt – men jeg kan sagtens forstå, hvis de, som oplevede bandet for første gang, ikke tror på mig.

Det er fint. Som jeg tidligere har skrevet, så er Airbourne såmænd ”blot” AC/DC med et krydsermissil dér, hvor andre har gas-udledning. Men dét er til gengæld ikke gas - derimod rock’n’roll, som det altid var ment, og det vidste en fyldt festivalplads på Copenhell også godt.

Trods alt; ”It’s All For Rock’n’Roll”, som Airbournes hyldest til Lemmy lyder.

Det er nemlig dét, det er. Det hér kan barbere skægget af en hipster, før du kan nå at sige ”Gillette” – det er sgu smukt!

Share
 

Dagens Sang

 

Nyhedsbrev

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Find mig på Facebook!

Music is the art of the prophets and the gift of God.

_ Martin Luther