Steffen Jungersen

VB RRRWT G-930x180

ÅBENBARING PÅ AMAGER

Share
airbourne
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne

Australske Airbourne havde egentlig spillet noget, der mindede om årets koncert i Roskilde i sommer – men det kunne de faktisk gøre endnu bedre beviste de i Amager Bio

AIRBOURNE, Amager Bio, 26. oktober

airbourne
Han var hér, dér og alle vegne, og pludselig var han så på balkonen: Airbounes leadguitarist og sanger Joel O'Keefe. Foto: John Mortensson

Se, der skal jo nok være dem, der mener, at jeg nok burde have pensioneret mig selv fra det hér rockliv for år tilbage. For ærligt talt; hvad ligner det, at man i år efter år – og det er mange år efterhånden - risikerer ører, indvolde og lemmer i den konstante kavalkade af hvinende guitarer, tordnende trommer og – nå ja – rock'n'roll, som jeg gør og har gjort i årtier nu.

Og dét tilmed i en verden, hvor politikerne ikke alene advokerer men også svært gerne vil lovgive om, at det hæderkronede begreb "at have det sjovt" må vige for det anderledes kedsommelige begreb "sund fornuft".

Så hvad fa'en bilder vi os egentlig ind.

Nå, den slags vil jeg selvfølgelig til hver en tid nægte at efterleve, men da i særdeleshed når man efter alle disse år, hvor man egentlig troede, man havde prøvet alt, stadig kan opleve noget, jeg ikke vil tøve med at kalde en regulær åbenbaring - nemlig Airbournes koncert i Amager Bio.

Den koncert kunne snildt risikere at gå over i (rock)historien i Danmark. Jeg tror faktisk aldrig – som i ALDRIG – jeg har oplevet en energiudladning fra en scene, som dét den australske kvartet leverede denne aften.

Med den intet mindre end ustyrlige sanger og leadguitarist Joel O'Keefe i spidsen blev dette simpelthen en aften, hvor ord som førnævnte energi og entusiasme til beskrivelse nogenlunde strakte til som den berømte syerske i infernoet.

Opvisning
Fra starten gik med den selvforklarende "Ready To Rock" og fem kvarter frem, var det hér simpelthen en opvisning i alle rock'n'rolls grundværdier, så jeg for en gangs skyld har svært ved at komme op med en beskrivelse af det, der skete, som yder Airbourne retfærdighed.

Men naturligvis skal det ikke skorte på et par forsøg.

For det første: denne koncert var – for så vidt angår både bandet og publikums reaktion – det tætteste på at gøre talemåden "de flåede taget af spillestedet" til mere end bare det, jeg har oplevet herhjemme siden Motörheads legendariske koncerter i københavnske Saga tilbage i 1980'erne.

For det andet: jeg har glemt, hvornår jeg sidste oplevede en rockkoncert så livsbekræftende, som da Joel O'Keefe i "Girls In Black" for fulde flænsende guitarsolo tog turen ud i salen på en roadies skuldre.

Blot for at overgå det, da han i ekstranummeret "Raise The Flag" gav den endnu en tand og spillede soloen fra balkonen! Begge frontmandens udflugter ud til alt folket i øvrigt eksekveret uden at Airbournes benhårde maskinrum på scenen – rytmeguitaristen David Roads, bassist Justin Street og trommeslager Ryan O'Keefe – tabte så meget som et taktslag.

Til gengæld var jeg ved at tabe både næse og mund, inden jeg fik bemeldte løsdele samlet op i en vis fart, så jeg igen kunne få smurt det lykkelige smil på og nyde duften af sved, sjatter og overophedede Marshallforstærkere (duften af rock'n'roll mine damer og herrer) til "Too Much Too Young Too Fast", "Cheap Wine And Cheaper Women", "Diamond In The Rough" og den dunrende dynamiske hensigtserklæring "No Way But The Hard Way".

Konstant, kompromisløs kærlighed
Airbourne er børn af den klassiske australske rocktradition. Samme har i årenes løb under banneret "Mere rock'n'roll, mindre pis" også huset bands som Rose Tattoo, AC/DC, The Angels og Cold Chisel ...

... og jo, jeg har hørt alle de skønånder, som har travlt med at bralre op om, at Airbournes konstante kompromisløse kærlighedserklæringer til de klassiske klodser er "uoriginale". Og helt ærligt venner: den slags får mig sgu' til at trække den imaginære motorcykelkæde og svinge den truende over de pågældendes hoveder!

Et band som Airbourne fortjener ikke at blive kritiseret på det grundlag.

For det første har AC/DC o.s.v. ikke patent på akkorderne A, E, D og B.

For det andet burde Airbourne hyldes for at holde rockens klassiske dyder i hævd - så mange af den slags bands har vi nemlig heller ikke! – så trofast og kærligt, som de gør.

For det tredje kan den dér latterlige hyldest af originalitet for originalitetens egen skyld få den meterhøje midterfinger.

Nå; ro på Jungersen! Læserne har nok fattet det nu!

Men sluttelig: jeg havde en idé om, at Airbournes stormende show på Roskilde i sommer nok ville blive kåret som "årets koncert". Well, med dét de lavede i Amager Bio, har bandet så lige overgået sig selv.

Og til allersidst: stor respekt og highfives til opvarmingsbandet, britiske Black Spiders, som på det flotteste spillede deres chance i et sæt åbenlyst og velkomment påvirket af – ja, dem igen! – Motörhead og AC/DC.

Check dem folkens!

I guder en weekend. Jeg tror, jeg går ind og lægger mig ...

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

I hate most of what constitutes rock music, which is basically middle-aged crap.

_ Sting

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk