Steffen Jungersen

.

ROSKILDE 2016 - FRA REND MIG RED HOT TIL ROCK ON DIZZY

dizzy2016
           

Et tilbageblik på Roskilde Festival, hvor Slayer var lidt for pæne (!), Red Hot Chili Peppers en skammelig skandale, Biffy Clyro var fede, og Dizzy Mizz Lizzy satte samtlige andre til vægs med endnu en formidabel forestilling

 

DIZZY MIZZ LIZZY, Orange Scene, lørdag (6 stjerner):
Lad mig indledningvist gøre det kort: Hvis ikke Dizzy Mizz Lizzy for nogle år siden selv havde tænkt så langt, som at det sgu nok var en forholdsvis kløgtig idé at gendanne kapellet, havde jeg nok følt mig nødsaget til at møde op hos hhv. Tim Christensen, Søren Friis og Martin Nielsen med nogle af mine mere tvivlsomme bekendtskaber og våben, der matchede, for simpelthen at tvinge dem til dén genforening.

Den trio har siden gendannelsen simpelthen vist sig enestående, af høj international klasse og - som det vel siger sig selv - Danmarks i særklasse og med afstand bedste liveband. Igen bevist med et - nå ja - nærmest sindssygt eftertryk, da Dizzy Mizz Lizzy lørdag eftermiddag på Roskilde beviste præcis, HVOR gode de er og i øvrigt - nu de var i gang - lige syntes,  at det var værd at understrege, at det dér koncept "rockband" ikke nødvendigvis er nogen helt ringe tilføjelse til en - i sin tid i hvert fald - selvbestaltet rockfestival.

Da Dizzy Mizz Lizzy få minutter inde i koncerten ramte 'Terrified In Paradise' og fulgte op med 'Barbedwired Baby's Dream' (23 år efter jeg første gang hørte den sang på denne festival) og 'Glory', brød solen frem, og DML selv behøvede ikke selv at kundgøre dét, som var åbenlyst:

»Nå, har I manglet en fest hér - well, den kommer nu!«

For det gjorde den i dén grad, som koncerten skred frem, og den ellers så sky Tim Christensen på sin 42 års fødselsdag som sjældent set levede sin 'guitar hero' rolle ud, mens de stenhårde Martin Nielsen (bas) og formidable Søren Friis (trommer) hjalp ham hele vejen op på podiet og sørgede for, han blev stående.

Det var faktisk intet mindre end fantastisk - i øvrigt også af den ubesungne helt her, Dizzys lydmand, som det selv på denne festival kreerede en lyd, som både var tordnende høj og klokkeklar. Respekt!

Og således gik det ellers - med salig Gasolin's ord - deruda' med mageløse 'Love is A Loser's Game', 'Rotator', 'Waterline' o.s.v., og Dizzy Mizz Lizzy satte faktisk samtlige andre bands, jeg har hørt hér i år, på plads. Og dén plads bliver de - og så kan de være aldrig så store internationale navne - siddende på. Hér kan nemlig ingen af dem være med.

Jeg troede de dage var forbi, hvor DML atter kunne sætte barren op. Og idiot som jeg er og hellige enfold - som jeg står her tilbage med et selvtilfreds smil og fugtige øjenkroge.

Jeg tror, det operative udtryk er »jamen, jeg sagde det jo nok!«

Og skulle vi så lige tage den til ære for Roskilde Festivals arrangører og bookere:

De hedder Dizzy Mizz Lizzy, de spiller rock'n'roll, og det er sådan set dét, det hele handler om, hvis I skulle have glemt det ...

BIFFY CLYRO, Arena, fredag (5 stjerner):
Deres navn lyder mest som noget, man ville kalde en kaffeblanding, men skotske Biffy Clyro bragte både velkomne popfornuftige melodier og god rock'n'roll til Roskilde 2016.

En sjældent kløgtig mand, hvis identitet min beskedenhed forbyder mig at afsløre, hævdede for føje år siden, at rockfans i lighed med tiggere ikke længere kan tillade sig at være kræsne på Roskilde Festival.

I og med at rockens originalt rart rebelske væsen på denne festival i hvert fald til en vis grad er blevet sat hen ved siden af kanél-drysset på festivalens kaffebarer. Så kan den jo stå der og konkurrere med dagens "fair trade" tilbud. Så unfair dét ellers kan synes.

MEN det sker heldigvis stadig at man falder ind et sted og får en mildest talt gedigen musikalsk overraskelse på festivalen. Og dermed velkommen til skotske Biffy Clyro, som spillede en aldeles fremragende koncert på Arena fredag eftermiddag.

En ROCK-koncert vel at mærke båret igennem af BC's gode sange og en attitude, som langt mere end andre bands, jeg har set på festivalen i år hidtil, bar præg af, at sanger og guitarist Simon Neil, bassisten James Johnston og den forrygende trommeslager Ben Johnston var GLADE for at være der og få lov (hører I efter Red Hot Hul-i-hovedet?).

Se, de kan jo noget med melodier, dér i udkants-Brexit, og Biffy Clyro bringer i fremragende sange som "Bubbles", "Black Chandelier" og "Biblical" navne som landsmændene Big Country og - ikke mindst - walisiske Manic Street Preachers til torvs som sammenligningsgrundlag.

Og dét - mine damer og herrer - vil sgu sige noget. Det er vitterlig ikke hver dag,  jeg føler mig kaldet til at sammenligne et band med de ellers uforlignelige Manics!

Men Biffy Clyro kan det dér med at spille popfornuftige melodier med et bedårende rock'n'roll drive. Den slags sange har de mange af, og de leverer dem med et afsæt og en entusiasme, som så rigeligt havde berettiget, at de burde have haft en tid på Orange Scene, og at de havde kunnet KLARE det - modsat mange af de ekskursioner udi kunsten af rende rundt med hovedet under armen, der har spillet deroppe indtil nu.

Jeg er naturligvis godt klar over, at jeg er sent ude, når jeg først 15 år efter bandets debutalbum for alvor opdager Biffy Clyro. Men som man siger, så kommer alt godt jo til dén, der venter - og det var præcis dét man kunne aflæse i publikums ansigter på Roskilde, da BC ramte Arenas scene.

Entusiasme, rock'n'roll og gode sange - you can't beat it, d'herrer og damer.

RED HOT CHILI PEPPERS, Orange, torsdag (én stjerne)
Pinlig, ufokuseret  og ligeglad forestillíng på Orange Scene - Red Hot Chili Peppers' tid er for længst forbi.

Et navn som Red Hot Chili Peppers turde signalere både incitament og rødglødende engagement. Bandet med det navn har hverken eller. Og fanden heller.

Sidst den californiske kvartet gæstede Roskilde for ni år siden var de så elendige, at de - som det eneste band, jeg kan huske - reddede sig et rent 0 fra samtlige anmeldere. Hvad der efter den omgang animerer festivalens bookere til at invitere dem tilbage igen i år ved kun de selv og deres terapeuter.

I hvert fald lykkedes det også RHCP onsdag aften at spille en pinligt ringe og i perioder direkte skammelig koncert på Orange Scene. Hvor de kom ud over scenen med samme kraft som en myre med muskelsvind og en udstråling som en rusten mejetærsker i de sidste dødskramper.

Og det kunne jeg såmænd næsten have tilgivet dem. HAVDE bandet dog bare i det mindste foregivet, at de gad at være der. Så heldige var vi dog ikke, som ellers glimrende musikere som bassisten Flea og trommeslageren Chad Smith bevidstløst buldrede gennem RHCP's katalog - meget slet hjulpet af guitaristen Josh Klinghoffer, som syntes mere optaget af at stampe på sin wah-wah pedal end rent faktisk at komplementere de andre to.

Hvilket blot efterlader aftenens helt store synder: sangeren Anthony Kiedis. Den store vokalist har han sandt for synden aldrig været, men jeg sværger, der var perioder onsdag aften, hvor han fik Ozzy Osbourne til at lyde som Tom Jones i sidstnævntes storhedstid - blot uden Ozzys charme. Læg dertil en timing som en costaricansk buschauffør, og så er der fandeme langt hjem til Tagensvej, som salig Jesper Klein engang kundgjorde i en ganske anden sammenhæng.

Jeg ved - for jeg har oplevet det bl.a. til en fremragende koncert på Christiania for nogle år siden - at RHCP kan meget mere end det her. Eller kunne. Hvilket desværre blot ud fra onsdagens fadæser understreger, at bandet heller ikke selv gider mere og tilmed godt ved dét, vi andre også sagtens kan høre:

Deres tid er forbi.

Skulle nu Roskilde Festival endnu engang få lyst til at booke Red Hot Chili Peppers, må det så være mig tilladt af foreslå en tid på campingscenen i 2022 . . . før campingområdet åbner.

SLAYER, Arena, torsdag (3 stjerner):
Det er år og dag siden, Roskilde Festival tabte den politisk korrekte sut - så skabt i speltmel og gulerodsudtræk, den ellers var - men at selveste gedeskæggets growlende gesandter på jord, californiske Slayer, skulle følge trop på festivalen havde jeg vitterlig aldrig troet.

Kvartettens koncert på Roskilde savnede både det nådesløse attack og den regulært skræmmende intensitet, som d'herrer ellers så sent som lige før jul i Helsingør beviste, at de stadig 30 år inde i karrieren godt kan spille med. Ja, man kan med god ret hævde, at førnævnte attack og intensitet er selve Slayers eksistensberettigelse, når de høvler hammerhymner som "South Of Heaven", "Dead Skin Mask", "War Ensemble" og resten af kaos-kataloget af sig.

Men dét til trods at Slayer aldrig spiller dårligt, bliver man også nødt til at erkende, at dét, de leverede i Roskilde, var alt, alt for pænt og i perioder jævnt kedeligt. Jeg skal ikke kunne sige, om Slayer ligefrem holdt sig tilbage denne aften, men det lød vitterlig sådan på en aften, hvor vi skulle helt hen til de to sidste numre, "Raining Blood" og "Angel Of Death", inden Tom Araya og co. lød, som om de så småt var kommet op i gear.

Ordene "light" og "familievenlige" kan i Slayer sammenhæng synes så malplacerede, som havde Lalandia brugt slaglinjen "død og helvede til alle" i deres TV-reklamer. Ikke desto mindre er de i denne sammenhæng ganske passende, og dén går altså bare ikke, når man har med verdenshistoriens ellers mest nådes- og kompromisløse thrash metal band at gøre.

"Jeg er sgu lidt skuffet. Det var jo både for lavt og for pænt," som en kær veninde og Slayer debutant - vi kan jo kalde hende Spirrevippen - så præcist påpegede efter koncerten.

Jeg har egentlig ikke noget at tilføje. Og det vil jeg således undlade - man kan nemlig godt tillade sig at stille STORE krav til Slayer!

 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

I don't like painting flowers in my music. I like painting guts and pain.

_ Jonathan Davis

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk